Vores sind reagerer umiddelbart på sanseindtryk.
Når vi møder en, som smiler til os, bliver vi glade og smiler tilbage – helt uden at tænke over det.
På tilsvarende vis bliver de fleste nervøse, når de ser en politibil i bakspejlet. Følelsen kommer med det samme, selv om man har rent mel i posen.
Sat på spidsen: Sindet reagerer, uden at vi kan kontrollere det, og uden egentlig grund.
Vores sind har udviklet en betinget refleks, så et objekt (smilet eller politibilen) automatisk kobles til en reaktion (glæden og nervøsiteten).
I princippet sker der det samme med en fobi: Hvis man har en fobi for edderkopper, hunde, fugle, slanger, høns, åbne pladser, elevatorer eller noget helt femte, reagerer sindet automatisk, og man bliver fobisk bange eller panisk, uanset om der egentlig er grund til det eller ej, uanset om vi vil eller ej.
Objektet udløser reaktionen automatisk.
Den automatik er vigtig at kende, når man behandler fobier. Behandlingens mål er altid at bryde forbindelsen mellem objekt og reaktion.
I hypnose bryder man forbindelsen ved, at klienten vender tilbage til den første gang, han reagerede fobisk. Og i det, som kaldes hypno-analysen, finder klienten ud af, hvor følelsen (reaktionen) stammer fra.
Ofte bliver klienten overrasket, for det kan vise sig, at følelsen har meget lidt med edderkopper og hunde, åbne pladser eller elevatorer at gøre. Følelsen kan være skabt af noget helt andet, som på en eller anden måde og af en eller anden grund har hægtet sig på objektet.
Når man har fundet ud af, hvor angsten stammer fra, er der flere behandlingsstrategier.
I traditionel kognitiv terapi eksponerer man angsten – psykologen udsætter klienten for situationer, som virker skræmmende, og ved at blive i og udholde det skræmmende, lærer klienten, at der ikke er noget at være bange for.
Den strategi vælger man næppe til hypnose. Her vil man snarere – med inspiration fra gestalt- og tidslinjeterapien – bryde den automatiske forbindelse mellem objekt og reaktion. I hypnose kan klienten helt bogstaveligt opdage, at der ikke er noget at være bange for.
Men der er også en anden vej. I hypnose supplerer man ofte med en anden behandlingsstrategi, den narrative terapi. Man lader klienten genopleve og -opdage en lang række tilfælde, hvor han ikke reagerede fobisk.
Klienten lærer, at det kun er en del af ham, som reagerer fobisk. Klienten er ikke den fobiske reaktion. Han har også ressourcer, som gør det muligt at vælge andre handlingsveje.
I hypnose vil klienten så styrke den historie og de ressourcer, som peger fremad, samtidig med at han svækker og minimerer de andre.
Og når forbindelsen mellem objekt og reaktion på den måde er brudt, er der intet at være bange for.
Fobien er forbi.